Mountainbikeferie i Tjekkiet

MTB Ferie i Tjekkiet

Turen går til Tjekkiet - på MTB Ferie

I foråret dumpede der en invitation ind i min indbakke - Invitationen lød på en lille uges MTB ferie i september til Tjekkiet - Hmmm lad mig lige tænke mig om... 😉

Ustadig vejrudsigt 

Endelig blev det september, og vejrudsigten så meget ustadig ud(præcis som den danske sommer). Jeg havde derfor pakket rigeligt; måske også lidt for rigeligt, for min Duffelbag kunne næsten ikke lynes - I bagklogskabens klare lys, burde jeg nok ikke have taget 3 par cykelsko, 3 par cykelbukser, 2 par shorts og et hav af cykeltrøjer med...

MTB Ferie Tjekkiet: Fyldt duffelbag

Planen...

Planen gik på, at jeg sammen med 5 andre journalister fra Norge, Sverige, Østrig og Polen, skulle på en rundtur for at se hvad Tjekkiet har at byde på inden for mountainbikesporten - Og det var faktisk ikke så lidt!

Jeg tog et fly mod Wien skræmmende tidligt. Her mødtes jeg med Harold fra MTB Sweden, Vidar fra det norske cykelmagasin Grupetto og Christoph fra Dailysports.

Vores guider Martin og Jan fragtede os fra Wien til Ostrava i Tjekkiet. Her samlede vi de sidste 2 journalister, der skulle være en del af teamet de næste 4 dage op; polakkerne Jarek og Anya.



Dag 1 - Bikepark Kopřivná, Malá Morávka

Vores team af 6 MTB-journalister kørte mod en Bikepark, der i vinterperioden fungerer som skisportssted med pister og nybyggede liftsystemer.

Hotel Koprivna Checz Republic


Her blev vi indkvarteret på Hotel Kopřivná, som er luksus til moderate priser, komplet nybygget med svimmingpool, top fin restaurant, plads til ski og cykler, og beliggende i en højde af 740 meter.

Det kribler…

...i hele kroppen for at komme ud at køre, køre og køre noget mere mountainbike efter den lange rejse, hvor størstedelen af tiden blev brugt siddende.

Scott Genius 920 klar til Flow trails

Genial Scott

Jeg kørte på en Scott Genius 720, som med sine 140 mm vandring for og bag, viste sig at være et perfekt match til alle forhold. Det mest geniale ved en Scott Genius er at den kan låse begge dæmpere ud samtidig.

Derfor er de 140mm vandring ikke noget jeg mærkede noget til på opkørslerne - Dvs. den kører (næsten) som en hardtail.

Scott Genius 720

Scott Genius 720 gør sig til...

Forløsningen

Efter vi havde monteret egne pedaler, og indstillet vores cykler, kom den forløsning jeg havde glædet mig til siden foråret hvor en invitationen dumpede ned i min inbox i september.

Jeg var klar til at gøre sporene usikre, sammen med resten af crewet.

Uphill trail i Bike Park Kopřivná

Det siger sig selv; “What comes down... must go up(hill)”. Det var tydeligt, at resten af teamet var vant til lange klatreture i tynd luft; jeg hang dog godt på(hvis jeg selv skal sige det) til trods for danske tændstikben.

Uphill Trail i Tjekkiet

Opstigningen kan begynde på det anlagte Uphill Trail - Vidar kører forrest

Turen op var anlagt som et uphill spor med svingkombinationer og korte nedkørsler, der gjorde det sjovere at køre op. Sporet er bl.a. bygget med Enduro og Cross Country folket i tankerne. Opturen tog en god halv time.

Trails for enhver

Vel ankommet til toppen, mødtes vi af 4 trails: Fun Trail, Spicy Freeride, Gravity Line og Downhill. Sporene er ikke lange(syntes de andre - jeg var i den 7. himmel), men her er noget for enhver - Erfarne børn og middelmådige kørere kan finde sjove og udfordrende spor i Fun Trail og Family Trail. 

Pheeew haaa - Minibus til toppen

De efterfølgende 3-4 ture kørte vi til toppen i en minibus, da liften var ved at blive bygget færdig. Den står klar til vintersæsonen 2018 - og dermed også til forårskåde MTB entusiaster.

Vi nåede desværre aldrig at køre på Downhill sporet, da det var blevet mørkt. Meeeen 140 mm vandring til trods, havde det nok været mere overlevelse end sjov i mørket.

Aftensmaden, som var røget and, blev nydt i godt selskab med højt humør af 6 trætte MTB-skribenter, der de næste 3 dage skulle på rundtur, og se hvilke MTB spor Tjekkiet også har at byde på.

Natten blev tilbragt  sovene i en konge værdig suite. Jacuzzi og super lækker seng - Intet mindre til en dansker i det store udland 😉

Hotelværelse Hotel Kopřivná Tjekkiet MTB 2017

Kongesuiten på Hotel Kopřivná - Intet mindre kan gøre det 😉



Dag 2 - Rychlebské Stezky

På andendagen blev vi transporteret til de, i den østeuropæiske mountainbikeverden, kendte spor i Jeseniky bjergene. Sporene er bygget af den kendte sporbygger Pavel Horník, som har været strategen i bygningen af Tjekkiets mest berømte spor; Superflow.

Superflow er anlagt, så det på bedste vis udnytter bjergets naturlige flow.

Opkørslen byder på seriøst fede broer, klipper og kørsel langs et vandløb, der krydses flere gange - Virkelig smukt (+varmt).

Rychlebské Stezky Udsigt Dag 2 MTB Tjekkiet

Sporene bugter sig op ad bjerget i fabelagtig natur

Opstigningen tog det meste af en time i knap 27 grader(du kan nok høre, at jeg piver lidt ;-). Udover den fede opkørsel, så tærede varmen, den tynde luft og stigningen lidt på energien, men så snart forhjulet pegede nedad, så vendte energien tilbage på fuld skrue.

Jeg vil skyde på, at jeg ikke behøvede at pedalere 75% af det fedeste flowstykke jeg har prøvet - Her er store berms(højsving), sindrigt anlagte hop, der helt naturligt er indbygget i sporet, og “pump tracks” - Der er god grund til, at tjekkerne er stolte af Superflow.

MTBSporet.dk - Peter MTB Tjekkiet Superflow Trail MTB Sporet

Fantastisk optur med fantastisk udsigt + en meget varm hjelm puha!

Sporene i Jeseniky bjergene, vedligeholdes i sommerhalvåret af mere end 100 frivillige, som i stil med trailbuildere herhjemme vedligeholder og udbygger sporene, med kyndig rådgivning fra “sporbygningsguruen” Pavel Hornik.

Aftensmad: Kød med kød på

Til aftensmaden viste tjekkerne, at de ikke kun kan spise kartofler - Faktisk blev der ikke serveret andet end tomater til mere end 6 kilo kød i form af kæmpe oksefileter og -culotter fra øko-højlands-klappe-kødkvæg-stude - mener jeg de sagde 😉

Kødet kom fra Argentina, Chile og Tjekkiet. Jeg ved ikke om det var bevidst, men kødet fra Tjekkiet var det mest velsmagende, og var så mørt, at det smeltede på tungen.

Tjekkiet MTB kød med kød på MTB Sporet

Kødaften på tjekkisk manér - Kød med tomater 😀 - Whats not to like

Dag 3 - Jesenic: rå natur på grænsen til Polen

3. dagen var en vildt vekslende oplevelse, på grænsen mellem Tjekkiet og Polen.

Til trods for, at vejret er råt og underlaget vådt, så står denne dag som den største naturoplevelse på turen.

Jeg har aldrig prøvet, at køre enduro, men hold nu k… det er fedt. Specielt når man kommer igennem så forskellige scenerier.

Vi startede med at spinne i lavt gear til toppen af Smrk(huh… ingen vokaler?), som er bjergkammen, der udgør grænsen mellem Tjekkiet og Polen. Crewet var efterhånden blevet godt sammentømret, og vi knævrede hele vejen til toppen på engelsk med 6 forskellige accenter.

Turen bød på lidt af hvert som våde rødder og knæhøj mudder - her følte vi skandinavere os hjemme.

Jesenic MTB

Vidar, Harold og jeg følte os hjemme i de koldere omgivelser

Vel nede igen, satte vi kursen mod Šerák bjerget, som lå overfor Smrk(der var det igen).

Vi kunne mærke de sidste strabadserende dage i benene, så vi tog en lift op til Šerák bjergets top. Her stødte vi på noget besynderligt; 7-8 tjekkiske “retro-mountainbikere”, som sad fast i en tidslomme fra midten af sidste århundrede.

Deres cykler med tynde dæk og kun 1 gear, bagage i trækasser og kurve, og deres old-school tøj, var simpelthen så gennemført. Vi fik et glimt af den tjekkiske (mtb)kultur, som den må have været i 40´erne.

Tjekkiet - Cyklister fra 40´erne

3 (MTB) rødder fanget i en tidslomme - Fantastisk oplevelse 

Efter en god frokost på toppen, begav vi os ned ad Šerák via den gamle adgangsvej, som nu fungerer som vandrerute.

Vejen har været brugt til at fragte byggematerialer og forsyninger til restauranten, og er anlagt med store klippesten.

På MTB i Tjekkiet - Stenet nedkørsel

Den gamle adgangsvej til toppen - Her kan vist kun køre seriøse offroadere - Og MTB´ere 😉

Over årene har klippestykkerne forskubbet sig, og danner en adrenalinfremkaldende nedfart, specielt i vådt føre.

For en dansker, der (næsten)aldrig har kørt på klipper, var det en af de større udfordringer - Læg hjernen i tasken, og så bare dernedad.

Det sidste stykke ned ad bjerget, kørte vi på grusvej. Der var god fart på, mig med tårer rindende ud af øjnene til trods for at jeg havde briller på.

... og der er det så jeg bliver overhalet af Christoph, som kører på baghjulet med over 60 km/t - De er skøre de Østrigere - Tjek ved 1:54... 

Christoph´s video fra 3. dagen

Turen til Moravsky Kras
Sen eftermiddag, kører vi til vores næste destination, Trail Center "Moravsky Kras", hvor vi bliver indkvarteret i et fuldstændig nybygget hotel. Hotellet er bygget til vandrere og mountainbikere, med vaskestation, tørrerum og opbevaringsrum til cyklerne.

Det bliver mørkt mens vi kører til trailcenteret, og de byer vi kører gennem, virker underligt spøgelsesagtige. For det første er her mærkbart fattigere end de andre steder vi har været, men der er noget der mangler - Lys i vinduerne.

Jeg ser næsten ikke nogen huse, hvor der er lys i vinduerne, og tænker; er der en fest i nærheden, hvor alle er inviteret?

Men da jeg kigger nærmere, så kan jeg se små sprækker i siderne af vinduerne, hvor der kommer en smule lys ud.

Jeg tænker, at det må være noget kulturelt, der hænger ved i befolkningen siden kommunismens tid. Når jeg tænker nærmere over det, så har vi, i denne del af Tjekkiet, ikke mødt særlig mange mennesker på vejene, hvilket kan underbygge min "teori" om at kommunismens klamme hånd stadig hænger ved den dag i dag - kun 25 km nord for Brno.



Dag 4 - Trail Center "Moravsky Kras"

Godt øm i kroppen, står jeg op, og finder de andre i gang med morgenmåltidet. De ser lidt melankolske ud...

Da jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg forstå hvorfor; det er silende regn.

Den slags regn man bliver våd af, altså sådan rigtig våd. Heldigvis er der komplet vindstille.

Udstyret med regnjakke, mine vinter MTB støvler og knævarmere, mærker jeg, bortset fra duggende briller, snart ikke noget til regnen, som er blevet til støvregn - Der findes ikke dårligt vejr… du vé 😉

Findes der all-weather-trails? Svaret er ja!

Som en gave sendt fra himlen, var al regn som sunket i jorden på hovedparten af sporene. Sporene er bygget af fine klippesten, som har et formidabelt greb, og cyklen ruller fantastisk.

Vi møder en gruppe børn i alderen 6-10 år, som kører på et spor, der minder meget om de danske, og ligger på et plateau. Moravsky Kras er et familievenligt område, hvor hele familien kan køre det meste.

Godt udasede og mudrede får vi vasket cyklerne (af guiderne) og afleveret dem. Vi tager lidt mad og en øl, og så går turen hjemad.

Når enden er god, så er alting godt I Tjekkiet

Fantastisk måde at afslutte turen til Tjekkiet - Når enden er god... 😀

Hvordan er Tjekkiet at køre MTB i?

Vi har været på kryds og tværs af Tjekkiet, og har kørt nogle af de bedste spor Tjekkiet kan diske op med.

Jeg har aldrig været på MTB-ferie på den måde før, så jeg har ikke så meget at sammenligne med. Men jeg syntes det var mega fedt, guiderne kender alle sporene som deres egen bukselomme, lækker mad til billige penge(især øl), storslået natur og fede lange trails.

Turen var en 6-7-dages tur, kogt ned til 4 dage. 2-3 dage mere havde været perfekt til at opleve den Tjekkiske stemning, og få kørt sporene et par gange mere - Det sagt, så var det en fantastisk oplevelse, og en fed oplevelse at køre på de tjekkiske spor, der har så mange forskellige slags spor at byde på.

Links og info

Skulle du få lyst til at vide mere om MTB i Tjekkiet, der er under udvikling til at blive et godt alternativ(og billigere) til de andre MTB lande i Europa.

Dag 1: Bikepark Kopřivná: http://www.koprivna.cz/en/bikepark

Dag 2: Trailcenter Rychlebské stezky: http://www.rychlebytrails.eu/en/

Dag 3: Jeseníky Mountains: http://www.navstivtejeseniky.cz/en

Dag 4: Singletrail Moravský Kras: http://singlekras.cz/en/

Turen var foranledt af det Tjekkiske turistkontor, og var gennem MTB specialisterne Jan og Radim fra Czech MTB holidays. De to gutter kendte populært sagt, de tjekkiske spor som deres egen bukselomme - En klar anbefaling herfra ihvertfald.

Tjek www.czechmtbholidays.com ud - Vi var på en forkortet udgave af Moravian Tour. Priserne starter ved ca. 5.700 kr. pr. pers ved 3 personer. Jo flere des billigere er det pr. pers.

Ideelt til en klubtur eller bare med nogle venner.

Facebookside: https://www.facebook.com/CzechMTBHolidays/

Alt godt, Peter

Mountainbikeferie i Tjekkiet
5 (100%) 9 votes